Ironman Frankfurt 2015 - Race rapport
Efter sidste års fede oplevelse i København (IM distancen),var jeg slet ikke i tvivl om at jeg skulle tilmeldes nogle nye stævner i 2015. Motivationen og oplevelsen var helt i top , så det var min tanke, at den bare skulle have gas til næste år. Valget faldt på 2 hele IM distancer og en enkelt halv distance. Et af mine stævner skulle være i udlandet, og hvorfor ikke vælge et, hvor jeg stadig kunne føle mig på hjemmebane og samtidig have support fra familien (har familie i Tyskland). Valget faldt på Ironman Frankfurt, som samtidig skulle danne ramme for europamesterskabet.
Da vi rammer vinteren i 2014, er jeg stadig ikke kommet i gang, med at træne op til dette års stævner. Formen og den kondi som jeg havde håbet, at kunne bygge videre på, efter IM København, var ikke eksisterende, hvorfor det også føltes endnu hårdere, at skulle starte helt forfra. Den 1.december starter jeg nyt job og træningen bliver endnu sværere, at få planlagt ind i den nye travle hverdag. Kort før jul mister jeg min farfar, som efter flere år med sygdom og skrantende heldbred, giver slip og takker af.
På det her tidspunkt er motivationen total i bund, og jeg har svært ved at holde kontakt til de mennesker, som jeg ellers tilbragte rigtig mange træningstimer med året forinden.
I februar begynder motivationen og humøret at vende tilbage igen. Ikke mindst fordi jeg imellemtiden har fundet sammen med Anja ❤. Fra Grønland har jeg modtaget en masse opmuntrende support fra Beier som har tilmeldt sig til hans første Ironman i København. Sammen skal vi til Mallorca, hvor vi skal være en uge på Next lvl Camp, sammen med en masse andre fra Herlev tri og motion. Træningsugen på Mallorca var et kæmpe hit, og selvom jeg efterfølgende slet ikke formåede, at holde fast i intensiviteten og træningen herhjemme, har jeg alligevel fået trænet lidt.
To uger før Frankfurt deltager jeg til Kronborg 70.3, som giver et billede af min nuværende form. Slutter med en tid på lige under 6 timer. Det er lidt langsommere end året før, hvor jeg deltog i Århus 70.3 med tiden 5.41. Set i bakspejlet af de sidste par måneder, er jeg tilfreds med resultatet. Dog skræmmer tanken mig, at der kun er to uger til Frankfurt IM, da jeg var forholdsvis presset på den halve distance.
I ugen optil IM i Frankfurt, er Anja og jeg blevet inviteret til Tyskland af min Far og hans kone. Vi skal bo på et sportshotel i Grünberg, hvor der er gode muligheder for, at holde formen vedlige inden søndag, hvor Henrik og jeg skal i ilden. Ugen er forholdsvis planlagt med daglige svømmetræning i friluftsbadet og et par løbeture i de varme timer, for at vende kroppen til den ulidelige hede, som har ramt Tyskland.
Onsdag aften har jeg fået lov til at cykle med den lokale cykelklub fra området. Vi ryger ud på en 60 km tur med lidt over 700 højdemeter. Jeg er helt færdig, da jeg kommer tilbage til hotellet og kan slet ikke overskue, hvordan jeg skal kunne gennemføre på søndag. På min Argon kører jeg med 11/28 kassette, hvilket allerede gav mig udfordringer på Mallorca, når vi skulle opad, og jeg frygter at hvis jeg ikke skifter kassette, så kan det blive afgørende for om jeg gennemfører.
Om torsdagen er vi taget ind til Frankfurt, hvor jeg bliver registreret . Det er en kulisse uden sammenligning. Når man står og kigger nedad ”Mainkai”, og ikke kan se andet end diverse Expo stande. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at købe lidt forskelligt nyt grej, og inden vi afslutter expo runden besøger jeg en expo, som reparere cykler og kontrollere for fejl etc. for atleterne. Her bliver jeg enige med dem om at jeg fåskiftet min 11/28 kassette til en 11/23, så jeg har et par ekstra lave gear til, til de slemme stigninger, som venter os på søndag.
Fredagen står på racebriefing på Römer plads, hvor tribunerne er blevet bygget og gjort klar til de mange tilskuere, som forventes at heppe på atleterne, det sidste stykke i mål og efterfølgende fejre dem. Det kommer ikke som noget chok, at vi ikke må bruge våddragter. De sidste dage har der været mellem 34-38 grader, så vandtemperaturen er selvfølgelig også over de 24.5 grader som er grænsen for brug af våddragt. Min cykel får skiftet kæde og kassette, og den er nu klar til søndag. Jeg mødes med Michelle og Henrik fra klubben, og vi snakker lidt om forventninger og hvordan varmen skal tackles.
Lørdag skifter Anja og jeg hotellet i Grünberg, ud med et hotel i Frankfurt, for at gøre det lidt lettere med logistikken til om søndagen. Jeg får tjekket min cykel ind og hængt mine poser op på de respektive stativer. T1 bliver kontrolleret for at sikre mig, at jeg har helt styr på hvordan jeg kommer lettest og hurtigst til min cykel.
Da Anja og jeg kommer tilbage til hotellet, bliver alt udstyr og energi lige kontrolleret en sidste gang. Varmen udenfor er stadig ulidelig og hotellets klima er åbenbart stået af. Jeg ringer til receptionen for at høre om de ikke kan komme op og kigge på det, da jeg gerne skulle kunne få sovet et par timer, inden den store dag i morgen. Serviceniveauet er i top, og indenfor 10 minutter har de klargjort et nyt værelse til os, også der må vi konstatere, at klimaanlægget hellere ikke virker…crap!!
Race Day !!
03.30 Alarmen ringer, jeg vågner med det samme, og selvom jeg kun har fået sovet 3-4 timer pga. varmen, føler jeg mig alligevel frisk. Jeg spiser noget skyr med frugt og havregryn, som jeg har købt dagen forinden. Den obligatoriske Nutella bolle har også fundet vej til morgen buffeten og den bliver kørt ned, inden jeg iklæder mig racedragten. Kl. 04.15 forlader jeg hotellet og begiver mig ned til busserne, som kører atleterne til søen. Da jeg kommer ned til pladsen hvor busserne kører fra, holder der 5-6 busser med triatleter fra altverdenslande. Jeg falder i snak med en atlet fra England, som skal lave sin 16. Ironman og han giver mig et par gode råd til hvordan jeg skal komme godt igennem dagen.
05.20 Ankommer vi til søen. Cyklen bliver pumpet og mine dunke bliver sat fast på cyklen. Stemningen er i top og værterne gejler atleterne op med musik og fede taler inden pro feltet starter 06.40. Vandtemperaturen var blevet målt til 28 grader dagen forinden, og det føles også varmt da jeg går ned for at varme lidt op.
3,8 km. Svømning
06.40 starter pro mændene stærkt efterfulgt af pro kvinderne,som sendes afsted 2 minutter senere. 06.50 går starten for de Agegroupers som svømmer rigtig hurtigt. Kl.07.00 går starten for den sidste gruppe som jeg befinder mig i . Det er en gruppe bestående af 2500 atleter, som fylder det meste af den strandbred som vi står og venter på.
Jeg er ikke nogen dygtig svømmer, og det er bestemt ikke blevet bedre af, at min våddragt ikke må tages i brug denne dag. Faktisk har jeg aldrig svømmet 3,8 km uden dragt, og det gør det ikke meget bedre at sidste gang jeg svømmede openwater var i april på Mallorca… Der går utrolige mange tanker gennem mithoved imens jeg står skulder mod skulder med de andre triatleter, som alle venter på, at kanonen bliver affyret, så vi kan komme i gang.
07.00 Skuddet går og de forreste rækker stormer afsted . Jeg finder hurtigt ud af at jeg har placeret mig for langt fremme. Jeg bliver oversvømmet af flere triatleter. Jeg er ikke bleg for selv at give lidt igen i kampen for at komme frem, for man ligger simpelthen som sild i en tønde. Flere gange er der folk som svømmer på tværs af mig eller pludselig skifter direkte fra crawl til bryst. De første 1000m går slet ikke godt. Jeg kan mærke at jeg har svært ved at finde en rytme. Jeg forsøger at komme lidt væk fra den store gruppe som følger den ideelle svømmebane og det hjælper mig til at finde en rytme og et flow som jeg kan holde, indtil vi skal i land første gang. De sidste 2000 m går bedre, og jeg nyder godt af jeg ikke ligger i den store gruppe længere. Mine skuldre er dog begyndt at være trætte, og mine tag bliver mindre og mindre effektive. Jeg kommer i land efter 1 time og 57 minutter, og er bare glad for at have klaret svømningen!
180 km. Cykling
Skiftet fra svømning til cyklen går rimelig smertefrit, selvom jeg bruger lidt tid på at tørre mine fødder og spise en banan, så er jeg hurtigt videre. De første 20 km er rimelig flade, og det er rart at man kan få benene i gang stille og roligt inden man rammer de første stigninger. Min plan var at holde lidt igen på cyklen, så jeg havde nok overskud til at løbe det hele maratonet uden gåpauser. Jeg husker hele tiden at jeg skal have energi og salt og føler at det går rigtig godt. Efter 60 km rammer jeg Friedberg, hvor min far og hans kone står og hepper, fed stemning! Har endda overskud til high five. Efter 90 km begynder solens varme at påvirke mig. Jeg kan mærke at jeg sveder meget mere, og uanset hvor meget energi jeg indtager så føles benene bare tunge. Det tyske publikum er helt fantastisk, de går helt amok både inde i byen men også i de små forstæder. Dem som har mulighed for det, står med vandslanger, for at køle os af på vores tur. Ved 140 km er jeg helt færdig, min puls galopere bare derud af og jeg har rigtig svært ved at holde kadencen. Mit bryst brænder, jeg mærker hvordan det stikker når jeg prøver at trække vejret dybt. Jeg fortsætter uændret min plan med salt og energi. Jeg er tæt på at kaste op flere gange, over de lede powergels som vi får udleveret i depoterne. Ved 178 km rammer jeg den sidste stigning ”Heartbreak hill” , min krop lider og skriger efter at komme af cyklen. Meter for meter kæmper jeg mig opad og imens klapper og jubler tilskuerne, de gør deres for at gøre en ende på mine lidelser. Det holder hårdt hele vejen op og heldigvis går resten af turen tilbage til Frankfurt kun nedad eller ligeud! Aldrig har jeg glædet mig så meget til at få overstået cyklingen. Min cykeltid bliver 7 timer og 9 minutter.
Da jeg ankommer til T2 bliver min cykel modtaget af en af hjælperne, og jeg løber over efter min pose med løbesko og kasket. Mens jeg sidder i teltet og prøver at få styr på min vejrtrækning, kommer der en hjælper over og spørger om jeg er ok. Jeg er åbenbart meget bleg og ser skidt ud. Jeg lægger mig ned 3-4 minutter og kaster benene op. Tanken om ikke at gennemføre eksisterer slet ikke for mig. Jeg har jo lovet Casper at far kommer hjem med en medalje, så selvfølgelig gør jeg det! Jeg har svært ved at trække vejret uden smerter i brystet og tænker at hvis jeg kan få kroppen langsomt i gang, så kan det være at det stille og roligt bliver bedre.
42,195 km Maraton
Jeg beslutter mig for at gå de første par kilometer, for lige at se hvordan kroppen reagerer. På det her tidspunkt er der 39 grader. Flere atleter har allerede kastet håndklædet i ringen pga. varmen. Jeg prøver stille og roligt at skiftes mellem løb og gang, men kroppen vil bare ikke komme i gang. Selvom der er depot for hver 2. km på turen, føles det som en uoverkommelig kamp at komme fremad. På det her tidspunkt kæmper jeg mentalt med mig selv. Du gir bare ik op nu !!! Smarte citater som ”pain is temporary , quitting last forever” kører rundt i hovedet på mig. Min viljestyrke og min mentalitet er heldigvis en af mine forcer, som er blevet trænet gennem hele livet, inderst inde er jeg aldrig i tvivl om at jeg nok skal klare det her.
Min strategi med at starte roligt ud begynder at bære frugt, efter de første 10 km . Jeg har vendt kroppen til skiftevis at lunte/gå. Selvom jeg prøver at holde benene i gang ,tvinger smerterne i brystet mig gang på gang til at gå ned i tempo og få styr på pulsen. I mit hoved kører regnestykkerne på fulde drøn. Jeg har tænkt mig at udnytte samtlige timer til at komme i mål , det eneste som tæller nu er at gennemfører – nu betyder den samlede tid ikke længere noget, så længe jeg blot gennemfører indenfor 15 timer.
Hver gang jeg passerer Anja, prøver hun at råbe mig i gang ”Det ser godt ud !” . Velvidende at jeg ligner noget der er løgn, og min krop snart ikke kan mere, så får hun alligevel et smil tilbage hver gang! Jeg runder de 30 km og kan se at hvis jeg holder samme gennemsnitstempo, så kommer jeg ikke i mål inden 15 timer. Den mentale kamp fortsætter oppe i mit hoved, jeg tvinger mig selv til at løbe længere og længere inden jeg igen er nede og gå. Hver gang jeg når et depot står den på en tur under vandslangen og isterninger i hænderne. Med 5 km igen står Henrik og Michelle pludselig og hepper på mig. Det gav et kæmpe boost at se dem, og jeg prøvede atter en gang at tvinge kroppen fremad i noget det minder om løb. De sidste kilometre går hurtigt og da jeg løber igennem opløbstrækningen til mållinjen er det med high five til tilskuerne og med kuldegysninger over hele kroppen, over den fantastiske stemning. Da jeg løber over mållinjen står min slut tid på 14 timer 39 minuter og 21 sekunder. Med en ny medalje om halsen og Anja i min favn, får følelserne frit spil. Henrik og Michelle kommer over og ønsker mig tillykke og vi snakker kort om hvor sindssyg en dag det har været for os begge.
Jeg er lykkelig over at have gennemført Ironman Frankfurt, under de her omstændigheder. Jeg kan kun anbefale andre, at tilmelde sig dette fantastiske stævne, hvor rammerne omkring har været eminente fra start til slut.
Der skal lyde en stor tak til alle dem, som har været med til at hjælpe mig, og som har fulgt mig hjemme fra DK. Det betyder rigtig meget for mig.
Jeg vil gerne takke jer alle, af hele mit hjerte.
Jürgen
