Racerapport Ironman UK

27/7/2015

For seks uger siden blev single. Vi blev enige om, at vi havde det fint, så han ville stadig gerne med til Bolton som støtte og opbakning. Men jo tættere stævnet kom, jo flere gange hoppede han til og fra. Til sidst fortalte jeg ham, at han måtte blive hjemme i Danmark, da dette var MIT løb.

 

For fire uger siden, fik jeg fire sting i armen, som følge af en ødelagt biceps. Dette betød at min træning langt fra var optimal, og at jeg måtte udgå fra Ironman 70.3 Kronborg, hvis jeg bare skulle have den mindste chance i Bolton.

 

For to uger siden, mistede jeg mit job, da min arbejdsgiver konkurs.

 

Ovenstående var måske ikke den ideelle optakt til min Ironman, men nu kunne tingene da ikke blive værre!

 

Tirsdag skulle der pakkes og gøres klar, da jeg skulle være i lufthaven kl 6:30 onsdag morgen. Dagen starter som planlagt med at gøre tingene klar og få styr på det sidste. Senere på dagen, havde jeg planlagt en frokost med en sød fyr, så jeg kunne tænke på lidt andet, bare en enkel time. Det blev en lang frokost, som endda endte med et ekstra sæt flybilletter til Bolton. Bonusinfo: nu havde jeg også min egen cykelmekaniker med på hele turen, så cyklen var det mindste jeg skulle tænke på :-)

 

Om onsdagen ankommer vi til England. På vej ud til hotellet, møder jeg mange der lige skal høre, hvad det er jeg kører rundt med. Mange af dem siger "Fedt, vi kommer og hepper!", og ønsker mig held og lykke. En ældre damer kigger bekymrende på mig og siger "jamen, du er så lille!". Vi finder trætte frem til hotellet, efter masser af roderi med toget der ikke kørte osv., får tjekket ind og slapper af. 

 

Torsdag kører jeg mig en tur på cyklen, da det virker meget ubehageligt at skulle køre i den "forkerte" side af vejen. Der var ingen cykelsti, bilerne passerer hurtigt forbi og vejene var hullet og tilvokset, så det mindede om en forhindringsbane. Så det blev til en lille tur efterfulgt af en løbetur sammen med Rune.

Om aftenen får vi bord på den lokale pub, hvor der bliver bestilt rigeligt med mad, da der nu skal fyldes på.

 

Fredag sover vi længe,  inden vi skal ud til registrering og racebriefing. Stemningen til briefingen er vildt spændt og helt igennem fyldt med nervøsitet. 

Jeg falder i snak men en masse andre tri foil på hotellet, bl.a. en mand der har lavet 19 Ironmans heriblandt er par i Bolton. Han råder mig til at køre i lavt gear og blive ved med at bevæge benene - dette råd tager jeg til mig.

 

Så blev det lørdag, hvilket betød at jeg skulle meget tidligt op og sende Rune hjem til Danmark da han skulle på job. I seng igen, op igen, få morgenmad, pakket poser og cykel. På vej ned til T1, dytter en bil af mig, og jeg tænker "fjols", jeg ligger og kører pænt inde til siden. De kommer op på siden af mig, og spørger om jeg skal køre Ironman i morgen, hvortil jeg svarer ja. "Vi kommer og hepper, I er så seje!" råber de. Måske det ikke var så stort et fjols alligevel :-) 

Jeg tjekker cyklen ind og alt hvad der hører til, og kommer ned til en rimlig stor sø, hvor de er ved at klargøre svømmeruten. Der er en del bølger, men vejrudsigten sagde vindstille og regn ved start om søndagen. Turen gik herefter til stadionet for at aflevere løbstingene og gennemgå T2, så jeg var sikker på afleveringen af cyklen. På vej hjem møder jeg en engelsk triatlet, som spørger om jeg også skal til race søndag. Vi får os en snak om ruterne, og han fortæller også, at der er to stigninger, hvor jeg bare skal blive ved med at træde i pedalerne lige meget hvad.

Tilbage til hotellet for at få noget mad, slappe af og få strukket lidt ud. Jeg prøver også at få sovet lidt, men det er lettere end gjort, da jeg har en hel zoo af sommerfugle i min mave. Jeg falder endelig i søvn, og vågner kl. 01.45 - 45 min. før vækkeuret skulle ringe. 

 

Så blev det race day.

Morgenmaden bestod af to madder med peanutbutter, godt med vand og energidrik. Turen til stadtionet bestod af et lidt af en englænder, som jeg havde snakket med dagen før. Fra stadionet skulle jeg med bus til T1, så det var vigtigt at vi kom af sted i god tid.

 

I bussen sidder der en mega nervøs flink gut på sædet ved siden af. Vi får snakket lidt omkring løbet, og han fortalte at det også var hans første Ironman. Stemningen i bussen var dejlig, men spændt, og folk var tændte og nervøse. Morgenen var en super fed måde, at starte dagen på.

 

Svømmestarten var "rolling start", så jeg stod bagerst, og her falder man jo i snak med en masse folk. Vi snakkede lidt om svømningen og hvordan det ellers skulle gå resten af dagen. Jeg faldt bl.a. i snak med Phillip, hvor fortalte at han også bare skulle have svømningen overstået, og nyde resten af dagen.

 

Starten går kl. 06.13, hvor det regner og er vindstille. Jeg svømmer og svømmer, men synes ikke rigtigt der sker noget. "Tag dig nu sammen Maja, fokus på teknik... ellers kan du lige så godt give op nu!" siger jeg hele tiden til mig selv, hvor svømingen består af skiftende crawl og lidt bryst. Regnen gjorde vandet var meget koldt i overfladen. Når jeg skulle op og orientere mig i stod himlen og søen i ét, men jeg blev ved og ved - nu kun 50 meter igen. I samme øjeblik råber en official, at der kun var to minutter til "closing time". Holy s*** tænkte jeg, nu skulle de sidste meter gå stærkt! Jeg var tæt på at sluge hele søen. Vi kom tre mand op af vandet, hvor folk gik helt amok. Ind i T1, hjelm og cykelsko på, ud af teltet i en fart, hvor jeg bliver mødt af ét stort mudderbad. Mine sko ligner noget jeg havde løbet trail i. Benene kommer igang og det hele kører OK. Efter kort tid rammer jeg første stigning på 3,3 miles (ca. 5 km.) med gennemsnitlig stigning på 5,9%. Det går op og ned, lige landevej fandtes ikke. Første runde gik OK. Stigningerne er hårde og nogle folk er nede og trække cyklen. 

På anden runde af cykelruten skal stigningen besejres igen, av for h*******. Jeg bliver ved og ved med at træde, som Steve havde fortalt mig at jeg skulle, selvom syren banker derud af. Det eneste i mit hoved var lige nu: "bliv nu ved Maja!". Jeg blev ved, og kom over stigningen - nu var fokus på at komme hjem inden closing time. Da jeg så småt nærmer mig T2, står folk med klokker og alt muligt andet der kunne larmes med. De lokale pubs var rykket udenfor, og folk gik helt amok. "Well done, well done, love you, great, keep smiling", lød det fra publikum. Det hele mindede om Tour de France, hvor man bliver råbt helt op i ansigtet. Der blev hamret igennem det sidste stykke før T2, og stadig fokus på at komme ind inden closing time.

En hurtig aflevering af cyklen og skiftetelten blev nået. Her blev jeg mødt af nogle læger, som tjekkede at vi alle havde det OK. De havde meget fokus på dehydrering.

I mellemtiden var regnen stoppet, det havde blæst lidt op. Solen kiggede frem en gang i mellem. Ud på løberuten ja selvfølglig gik det op af bakke. Jeg bestemte mig hurtigt at for skifte mellem løb / gå / løb - det gav pote! Flere lagde ud med at løbe i et pænt tempo. Dem overhalede jeg ved 10 km. mærket. Inden da, havde jeg hilst på Phillip ved 7 km. Vi sagde kort "Hej" og ønskede hinanden en fortsat god tur og at vi skulle huske at nyde denne dag. Vi mødtes igen ved 12,5 km. Her var han gået kold og her overhalede jeg ham.

Min taktik med løb / gå / løb fungerer stadig rigtigt godt, men med de stigninger der er undervejs, bestemmer jeg mig for at løbe op af, i hvert fald halvvejs. Det gik fint de første to runder, men det tredje runde kom jeg ikke engang 1/3 del op. Benene gjorde nu rigtigt ondt og havde en følelse af gelé i dem.

Opbakningen på løberuten var fantastisk. Der var så mange tilskuere, hvor nogle var klædt ud og andre spillede musik. Alle var helt vilde. "Go Denmark, Go Maja, You can do it!, You are an inspiration, Go Girl!" lød det fra publikum. Jeg har ikke tal på hvor mange high fives der blev givet til både børn og voksne.

Den bedste jeg fik var ved ca. 35 km. hvor der står fire fyre. "Keep smiling" råber de. De råber som vilde. Når jeg komme forbi dem næste gang, vil den give mig et kram. Jeg fortæller ham at jeg ikke kan løfte mine arme, så derfor blev det et kram til mig. Kort tid efter kommer jeg ind over målstregen.

 

I telten sidder jeg et par minutter og prøver at skifte sko. Dette må jeg hurtigt opgive.

Da jeg skal til at gå, møder jeg Phillip en sidste gang. Vi hilser og ønsker hinanden tillykke med løbet. Jeg er tilfreds med at slå ham :-)

 

Stemningen var helt fantastisk. Alle tilskuerne blev ved målstregen indtil alle var i mål. Det kunne godt minde om at være til Tour de France, eller det har jeg ikke prøvet, men det kunne jeg forestille mig. Dette er langt fra det den sidste Ironman.

 

Men jeg sidder i lufthavnen på vej hjem til Danmark, kommer der endnu en englæder hen og fortæller mig hvor godt gået det er. Jeg har ingen anelse, om hvor mange gange jeg har hørt dette.

 

Ved gaten kommer en mand hen og prikker mig på skulderen og siger at jeg var fantastisk ude på ruten. Han kunne genkende mig på min lille hvide cykel, da han havde stået og taget tid på ruten. Han fortalte også at det var en af de hårdeste ruter han havde været med på. Nu skulle flyet nås.

 

Stemningen var overvældende stor både før, under og efter racet.

 

Bolton kommer af ordet "Bolt" hvilket betyder skål og byen ligger på bunden af skålen naturen Det var mega flot.

Please reload

Relaterede indlæg

Jacob Lemholt på KONA

October 16, 2017

1/3
Please reload

Nyeste indlæg

October 16, 2017

August 24, 2017

July 20, 2016

Please reload

© Herlev Tri og Motion 2019

  • Grey Facebook Icon
  • Grey Instagram Icon