Den største sejr

10/12/2015

I sommeren 2014 tilmeldte jeg mig for sjov mit første triatlonstævne, Fjord Tri ved Kirke Hyllige. Et sprint stævne. 

 

Jeg havde længe haft en drøm om at starte op med triatlon. Jeg har en fortid som elitesvømmer, og cyklede en del. Løbet var bare ikke mig. Kunne jeg løbe 5 km på lige under 25 minutter var jeg lykkelig.

 

Jeg stillede til start. Fik min første våddragt dagen før, og havde altså aldrig svømmet i en sådan før.

 

Jeg endte som nr. 2, og blev slået på løbet.

 

I løbet af sommeren 2014, kørte jeg nogle små sprintstævner og endte på podiet hver gang.

Mange sagde til mig at jeg skulle køre en halv ironman, den eneste ½ ironman jeg havde hørt om var Øresund, og den var udsolgt.

 

Jeg købte mig en hometrainer og gik i gang med træningen. Ustruktureret og uden mening. I januar fik jeg fat i et startummer til Øresund. Jeg var lykkelig.

 

20 år med en spiseforstyrrelse 

Jeg begyndte at svømme før jeg kunne gå. Var et talent. Havde 8 ud af 13 klubrekorder. Men det var svært at finde en balance mellem den aktive sportspige der også skulle passe skolen. Jeg begyndte at spise mindre, jeg tænkte, at hvis jeg tabte mig lidt ville det hele nok blive meget lettere, og jeg ville forbedre mig det, som jeg manglede for at nå min drøm om landsholdet. I starten forbedrede jeg mig også. Men stille og roligt sagde min krop fra. Den kunne ikke længere klare 20 timers ugentlig træning. Jeg pressede mig selv til det yderst. Alt skulle være perfekt. Jeg løb og styrketrænede ved siden af svømmetræningen. I skolen hang jeg heller ikke længere sammen.

 

Jeg begyndte på handelsskolen og et liv med sport blev erstattet af et liv med fest og spiseforstyrrelse, nå ja også overtræningen der fulgte med i perioder.

 

I 20 år kæmpede jeg mit livs kamp. Jeg var besat af min vægt, og alt omkring mig handlede om kalorier, træning i fitnesscenteret, fester og alt andet end struktureret træning. 

 

Jeg vidste ikke længere hvem jeg var. Jeg levede på en løgn i mange år. Jeg spiste og kastede op. I de sidste 10 år af min spiseforstyrrelse troede mange, at jeg var rask. Det var jeg ikke. Hver dag var en kamp.

 

To graviditeter kom jeg igennem. Det var 2 x 9 meget svære måneder. Jeg tog henholdsvis 10 og 30 kg. på. Alle troede at jeg med to små børn, måtte jeg da have lært at spise. Jeg glemte mig selv i mange år. Tænkte på alt andet end mig selv. Jeg lukkede mig inde. Når børnene var lagt græd jeg. Ingen så tårerne.

 

2015 – mit første år med triatlon 

Jeg tilmeldte mig DM sprint, DM serien og mit A-race var Øresund.

 

Jeg vandt mit første DM sprint den 7. juni, dagen inden havde jeg kørt Fjordtri, som jeg også vandt. Jeg sagde til min far, far i morgen vinder jeg mit første DM og det gjorde jeg. Der var en uge til Øresund nu. Jeg kendte fra min tid som svømmer alt til vigtigheden af nedtrapning, men jeg glemte alt om det.

 

Jeg havde trænet det jeg nu kunne og vidste godt jeg ikke havde løbetrænet nok til at løbe ½ marathon som jeg skulle til Øresund.

 

Inden Øresund valgte jeg at gå fra min mand igennem mange år. Triatlon træningen havde hjulpet mig med at finde Iben igen, hende den sportsglade pige. Jeg var ikke længere usikker på mig selv. Glæden ved at træne er tilbage, og de mål der er på sigt, gør den hårde træning meget sjovere.

 

Jeg vandt 3 danske mesterskaber i 2015.

  •  Juni 2015, Øresund ½ ironman, samlet nr. 4. vinder AG 35-39 år, og hurtigste svømmetid blandt kvinderne.

  •  Juni 2015, vinder Fjordtri, sprintstævne, Kirke Hyllinge.

  •  Juni 2015, DM sprint, guld kvinder AG 16-39 år.

  •  Juni 2015, Mark Vogel, svømme event, vinder kvinder 1900 m svøm

  •  August 2015, Mark Vogel, svømme event, nr. 2 kvinder 3800 m svømning.

  •  August 2015, DM OL distancen, Fredericia, DM guld kvinder 16-39, stævnerekord.

  •  August 2015, samlet vinder DM sprint serien kvinder 16-39 år.

  •  September 2015, Sølv DM hold mix

  •  September 2015 Aarhus KMD ironman, samlet nr. 7, 3. AG, hurtigste kvinde svømmetid.

DM 1/2 Jernmand 2015 i Aalborg Foto: Henrik Hansen

 

Age Group landsholdet

Siden jeg var 12 år har min drøm været at komme på landsholdet. Dengang som svømmer. Den drøm valgte jeg selv at ødelægge.

 

I oktober 2015 blev jeg udtaget til Age Group landsholdet på baggrund af mine placeringer i DM sprint serien og mine danske mesterskaber. Mange er på Age Group landsholdet, og det er ikke så svært at kvalificere sig. Men jeg kvalificerede mig og jeg er pokkers stolt. Jeg kan komme ud og repræsentere Danmark i rød-hvide farver.

 

Hvorfor Herlev Tri og Motion?

I januar 2015 meldte jeg mig ind i Roskilde Tri for at være medlem af en klub og få muligheden for noget socialt samvær og træning sammen med nogle med samme interesse som mig.

I forbindelse med min skilsmisse begyndte jeg at se mig om efter en ny klub og valget faldt på Herlev Tri og Motion, da jeg fik indtrykket af at det er en klub med et godt sammenhold, gode træningsmuligheder og massere af fællesarrangementer. Så da jeg mødte min kæreste, der også er medlem af Herlev Tri og Motion skulle der ikke meget til før et klubskifte var på sin plads.

 

Jeg glæder mig til at repræsentere Herlev Tri og Motion i 2016. Året hvor jeg skal køre min første hele ironman og drømmer stort om en tur til Hawaii og IM Kona.

Please reload

Relaterede indlæg

Jacob Lemholt på KONA

October 16, 2017

1/3
Please reload

Nyeste indlæg

October 16, 2017

August 24, 2017

July 20, 2016

Please reload

© Herlev Tri og Motion 2019

  • Grey Facebook Icon
  • Grey Instagram Icon