Jacob Lemholt på KONA

En lille (meget stor og lang) Update fra Hawaii

Glad, stolt, rørt og en lille smule skuffet - der er gået rigtig mange følelser igennem min krop de sidste par timer.

Har hørt en masse historier om den her Ø og dette race ikke er for sjov - Det kan knække selv den hårdeste psyke, og det kan jeg hermed skrive under på! 😅

Uret ringer kl 3:45, jeg ved hvad der skal ske, alt er planlagt. Det er bare at tage en ting ad gangen, på listen som blev lavet dagen for inden, for ikke at glemme noget. Jeg går i bad, sætter chippen om anklen, spiser mine havregryn med banan og peanutbutter. Alt i mens mine forældre stadig sover, så jeg prøver at være stille, da jeg ved de også har en lang dag foran sig. Efter alt det praktiske er ordnet begiver jeg mig ned imod startområdet i god tid, man skal have sådan nogle tatoveringer med startnummeret klistret på armene før. Jeg kommer ud til min cykel ,hvor jeg får sat mine dunke med energi på og pumpet ringene - Nerverne er begyndt at komme nu, jeg ved starten snart går. Jeg kan høre proerne bliver skudt afsted ved affyringen af den ikoniske kanon, først mændene, så damerne. Næste gang er det mig.

Starten går, det er vild kamp ,om at få en god placering, Jeg ved ,jeg bestemt ikke er den bedste svømmer, så jeg havde i forvejen lagt mig godt tilbage, da jeg vidste, det ville blive vildt. Det føltes som at være i en vaskemaskine, fokus i starten var mere på at overleve end at svømme, men efter lidt tid, spreder feltet sig lidt ud og der kommer bedre plads. Jeg finder en rytme og kommer fremad i et fornuftigt tempo. Svømningen forløber ret uproblematisk derfra med fint overskud, på trods af lidt slidsår i nakken, da jeg glemte at smøre nok vaseline der 😬😅 Jeg kommer op af vandet, og glæder mig til at komme afsted på cyklen. Skiftet går godt, og jeg husker alt - jeg finder min cykel og kommer afsted. Her ser jeg familien for første gang der hepper vildt og det er rigtig dejligt med et boost! Vinden og varmen kan hurtigt mærkes, kursen er sat imod Hawi’s stigning ,hvor vendepunktet er, På vej opad kommer proerne susende forbi på vej hjemad i modsatte side af vejen, det kilder i maven, jeg kan virkelig mærke at jeg er en del af en større ting her og det er fedt! Da jeg selv kommer til vendepunktet står min familie der sku, det havde jeg ikke regnet med, da stort set al trafik var lukket ned. Jeg bliver rørt, meget endda, jeg fælder en lille tåre og sætter kursen hjemad, nedad bakke med 60-70km/t i kraftig sidevind. Det har været min største frygt, men det er komisk nok det sted på cykelruten ,hvor jeg har det aller bedst. Jeg kan allerede tidligt på cyklen mærke ,at jeg ikke føler mig godt tilpas, så er meget konservativ på vej ud hvilket viser sig at være en rigtig god beslutning - jeg overhaler i hvert fald en masse på vej hjem fra Hawaii der har lagt for hårdt ud ,og det giver et ekstra boost.

Løbet havde jeg virkelig glædet mig til, da det er min stærkeste disciplin. Lægger ud i et tempo der føltes godt og prøver at have fokus på at holde pacen nede, da jeg ved ,der venter mange hårde km senere på ruten. Det går godt, nedkøling, godt energi indtag og godt humør, men... Så rammer hammeren, puls 180, på en for mig lav pace og totalt overophedning, kroppen siger fra og det gør hovedet faktisk også. Jeg er kun 15km inde i mit Marathon og jeg har ingen kontrol over min krop, der er lang vej endnu, så langt at jeg faktisk giver lidt op, jeg går og løber skiftevis, finder motivation til at komme i gang igen, for så at give op igen få minutter efter. Så kan det hele også være lige meget, den mentale kamp er for alvor i gang. På den anden side af vejen ser jeg Jan Frodeno (vinderen de sidste 2 år) løbe hjemmad, han er langt bagud og kæmper også helt vildt, på dette tidpunkt ved jeg ikke hvorfor, men kan blot konstatere ,at selv en af de bedste triatleter i verden også er ramt, hårdt! Han kæmper for at gennemføre, selvom han ikke har noget at løbe for (podieplacering/præmiepenge) - har så stor respekt for den mand, det er fandme sejt! Jeg bliver motiveret, men jeg svinger stadig frem og tilbage, dog ved 32km’ish finder jeg motivationen tilbage til at komme ordentlig i gang igen. Løber roligt og stabilt imellem hver aidstation i samarbejde med en anden dansker ,som har indhentet mig bagfra. Vi løber den hjem sammen, trækker hinanden op skiftevis, husker hinanden på hvor vildt det er ,det vi har gang i, og at vi skal huske at nyde det. Tider og pace kan være lige meget! Vi løber igen, vi har allerede vundet! Tak for samarbejdet @ du reddede min dag! Målstregen krydses og lettelsen over helvede er slut rammer hurtigt kroppen! Glæden spreder sig, især da jeg møder familien igen på den anden side af målområdet! De står i deres flotte custom made t-shirts, specielt lavet til denne dag, specielt lavet for min skyld, det er fantastisk med sådan en opbakning - føler mig som verdens heldigste! Og tusind tak for alle de søde beskeder og lykønskninger alle vegne fra! Det betyder rigtig meget! Jeres opbakning har været fantastisk!

Jeg har fået en chance for en oplevelse, som kun de færreste får. En rejse til Hawaii og at deltage i IRONMAN World Championships. Jeg har oplevet SÅ mange tinge. Svømning med delfiner og skildpadder i det fri, mantarays i mørke, vandring ved aktiv vulkan og meget mere. Alt sammen sideløbende med træning og klargøring op til det store race. Det har gjort optakten har været lidt kaotisk, og har ikke haft lige så meget ro på som normalt. Har det været det rigtige at gøre? Måske? Måske ikke? For mig tror jeg, at det har - Jeg er i hvert fald super glad for, at jeg har fået flere ting og minder med hjem fra den her ø, end en medalje.

Jeg har fået en oplevelse uden lige sammen med mange af dem, der betyder allermest for mig - at kunne få lov til at dele det med dem, har været fantastisk. Udover det har opbakning derhjemmefra været uden lige! Der har været så mange søde beskeder og lykønskninger! Tak! Specielt fra min kæreste Laura, som desværre ikke var med. Men så alligevel, hun har fulgt med på tættest hold med facetimesamtaler og hyppige beskeder med billeder og fortællinger om hvordan alting har stået til. Det har virkelig været guld værd ❤️

Jeg har skrevet så mange ord siden den skriftlige danskeksamen i gymnasiet, så jeg tror jeg vil lade det være det ✌️🙃

IRONMAN Hawaii, jeg vil have revanche😈